Bull Terrieren

Bull Terrieren

Bull Terrieren er kraftigt bygget, muskuløs, meget harmonisk og energisk, med et intenst, beslutsomt og intelligent udtryk. Det, der i dag eksteriørmæssigt kendetegner racen bedst, er downface (profilen udgør en blød kurve fra toppen af hovedet til næsten) og ægformet hoved (set forfra).


Bull Terrieren tilhører FCIs gruppe 3 - Terriere (Dansk Kennel Klub er medlem af FCI).


Det er en vidunderlig race i de rette hænder. Det er en "enten eller" hund. Enten er det ikke den rigtige hund for dig - eller også kan du ikke leve uden.


For at trives skal Bull Terrieren være fuldgyldigt medlem af familien, tilbringe meget tid sammen med den - og være i tæt kontakt med sine mennesker. Mange Bull Terrier ejere får god motion ved at manøvrere uden om og over deres buller, når den "hjælper til" i det daglig arbejde i hus og have ved konsekvent at placere sig tæt på og helst i vejen for hjemmets mennesker.


Mange har også oplevet, at uanset hvor stor sofaen er, så er der altid for lidt plads til én selv, når der er en Bull Terrier i huset.


Selvom den ikke har det store behov for - og som regel heller ikke stor succes med - lydighedstræning, har den brug for både aktivering og træning. Lige som det er meget vigtigt -  lige fra den er hvalp - at lære den samvær med andre hunde.


Det er en vedholdende hund, som det kræver en stor indsats at opdrage, præge og socialisere - iblandet rigelige mængder kærlighed, konsekvens og tålmodighed.


Efter nogle år - og mange bliver overraskede over, hvor stor skade en ung Bull Terrier kan gøre på hjem og have i de første år -  har Bull Terrieren udviklet sig til den sjov, kærlig, stædig - og helt vidunderlig familiehund, der konsekvent lægger sig hos gæsterne, når der er besøg.



Bull Terrieren er

en unik hund til unikke mennesker



Kilde:  Racens officielle danske webside, www.engelskbullterrier.dk


Bull Terrieren      Oprindelse      Mentalitet     Sundhed     Udseende

Raceportræt

Du kan downloade raceportrættet i pdf-format fra racens officielle danske webside; www.engelskbullterrier.dk:



eller se det på Issuu herunder.