Oprindelse

Oprindelse

I slutningen af 1800 tallet begyndte en voksende engelsk middelklasse at efterspørge selskabs- og udstillingshunde. Hunde blev ikke længere kun betragtet som brugshunde. De mere velstående klasser kunne nu tillade sig at holde hund som statussymbol og hobby.



Skabelsen


Bull Terrieren blev første gang præsenteret på en engelsk hundeudstilling i maj 1862. Den blev vist af James Hinks, der anerkendes, som racens skaber. James Hinks benyttede mange racer for at nå sit mål om at skabe en ’Gentleman’s companion’ - altså en gentlemans ledsager - men Engelsk Bulldog, Dalmatiner og - den nu uddøde English White Terrier var hovedingredienserne. Eksteriørmæssigt lignede English White Terrier nutidens Manchester terrier.


James Hinks Bull Terrier bliver i litteraturen omtalt som ’The New Bull Terrier’, idet den adskilte sig fra de hidtil kendte ’bull and terriers” - kombinationer af bulldog og forskellige terriers. I noget litteratur omtales disse også som ’bull terriers’ eller ’bullterriers’, hvilket gør det svært at skelne imellem racerne. Hinks mål var at skabe en helt hvid hund. Datidens hundefolk værdsatte den nye race, idet James Hinks ”hvide kavaler” hurtigt blev populær og gjorde sig godt på hundeudstillinger.

Bull Terrieren blev en modehund, og i 1887 blev The Bull Terrier Club dannet.


Både i litteratur, blandt Bull Terrier ejere og opdrættere forveksles ’bull and terriers’ ofte med ’The New Bull Terrier’, når Bull Terrierens oprindelse beskrives, hvorfor racen af og til fejlagtigt betegnes som kamphund af oprindelse. Den oprindelige engelske bulldogs nærmeste efterkommer, nutidens engelsk bulldog, kan ikke defineres som ’kamphund’ – og det er dennes races forfædre, som delvist indgår i Bull Terrieren. Noget der for øvrigt gør sig gældende for et utal af racer.

Bemærk desuden, at da James Hinks introducerede Bull Terrieren i 1862, havde kampe mellem hunde og andre dyr været forbudt i 27 år (siden 1835),



Forbedringen


I erkendelse af arvelighed forbød den engelske kennel klub (KC) i 1909 udstilling af og avl på døve hunde. Et problem der var meget udbredt hos Bull Terrieren - og stadigt eksisterer i dag. Døvhed stammer bl.a. fra den engelske hvide terrier, hvoraf den sidste blev registreret i 1904. Racen formodes uddød netop pga. døvhed.


Dedikerede opdrættere fornyede racen ved udvikling af opretstående ører (ørekupering var blevet forbudt), en farvet variant (anerkendt af KC i 1933) og - ikke mindst - det, der i dag eksteriørmæssigt kendetegner racen bedst; downface og ægformet hoved. Hovedarkitekten bag fornyelsen var Harry Monk, der betegnes som den, der forbedrede racen.


Den kennel, der fik størst betydning for udviklingen af de farvede Bull Terriere, som helt op til i dag stadig har markant indflydelse på stamtavlerne, var Romany, repræsenteret ved D. Montague Johnstone. Hun købte sin første Bull Terrier i 1927 og opdrættede Bull Terriere indtil 1980 under kennelnavnet Romany. Ved slutningen af 2. verdenskrig sluttede Meg Williams sig til Montague Johnstone under Romany navnet.



Moderniseringen


I 1936 dukkede et nyt navn, Raymond H. Oppenheimer, op i den engelske Bull Terrier verden. Han fik en indflydelse på racen, der ikke er set siden. Det kan med rette siges, at han er ’den moderne Bull Terriers far’.

I nært samarbejde med Eva Weatherill fik han, frem til sin død i 1984, signifikant betydning for de hunde, vi kender i dag, både via de mange og banebrydende hunde, som de to kenneler producerede, men også via sin markante indsats og indflydelse i det strategiske og politiske hundeliv.


Raymond H. Oppenheimer opdrættede Bull Terriere under kennelnavnet, Ormandy og Eva Weatherill under Souperlative. Mange hunde bar begge navne. Det er ikke sandsynligt, at der findes Bull Terriere i dag uden Ormandy og Souperlative blod i deres afstamning.


Bull Terrieren      Oprindelse      Mentalitet     Sundhed     Udseende

Opgør med den helt hvide BT


Da Bull Terrierens vigtigste egenskab oprindeligt var den helt hvide pels, var det et stort skridt for de tidlige opdrættere at acceptere den farvede variant, som fra starten blev forsøgt avlet ud af racen, men senere blev anset som en nødvendighed for racens udvikling, såvel sundheds- som eksteriørmæssigt.


Hvor der i den første del af 1900 tallet stadigt var stor uenighed om, hvorvidt en hvid Bull Terrier efter farvede linjer, var en ”rigtig” Bull Terrier, betragtes den hvide og den farvede variant i dag på verdensplan som én race - ikke kun stambogsmæssigt, men også blandt opdrættere.


Dog har USA valgt at skille farvede og hvide i forskellige klasser på udstillingerne for at understøtte den farvede variant, som i mange lande overordnet er af en dårligere gennemsnitlig kvalitet end den hvide.

Det har formodentligt været med til at sikre, at USA har en stor andel af farvede Bull Terriere af høj kvalitet. Tilsvarende er der en særlig klasse for farvede Bull Terriere på verdens mest betydningsfulde udstilling, The Bull Terrier Clubs (UK) Major Trophies, hvor der konkurreres om The Sandawana Trophy.


I dag er der overalt fuld accept af, at de farvede genetiske anlæg har essentiel betydning for racens fortsatte bestående. Den gennemsnitlige kvalitet af den farvede variant er stærkt stigende.



Kilde: Racespecifik avlsstrategi - Bull Terrier